Claus Carstensen

Claus Carstensen var en af de første samtidskunstnere, jeg lærte at kende. Store Claus er svær at komme uden om, det er han enig i. Claus har spillet en stor og vigtig rolle i dansk kunst siden han i firserne brød igennem som en af de Unge vilde og senere fik professorat på kunstakademiet.

Malerier af Claus har sat tydeligt præg på Rømersgade. Det har de, fordi de er store og kraftfulde, og fordi Claus forventer, at de hænger på de bedste vægflader. Selv uden Claus’ forventninger, ville værkerne have fundet vej til de bedste placeringer.

Fotoet af Jeanne er fra åbningen af Claus’ store retrospektive udstilling på AROS.

Thierry Geoffroy/Colonel

Thierry Geoffroy er fransk, men bor i Danmark, hvorfra han har en international karriere som Colonel i tæt samarbejde med kuratoren Tijana Miskovic.

Colonels og Tijanas COPENHAGEN ULTRACONTEMPORARY BIENNALE blev præsenteret under Salonaften hos os i Rømersgade. Nadia Plesners læste op fra ’Simple Living’ om sin retssag mod Louis Vuitton, og Clemens Bomsdorf talte om krydsfeltet mellem kunst og journalistik. Derudover udstillede vi værker af Colonel.

Fotoet er taget under Kulturnatten 2014 hos LETT. På fotoet står Colonel til højre for mig og Tijana til venstre. Lidt pudsigt er fotografiet på væggen bag os taget af Colonel under Kulturnatten 2013, hvor LETT viste en mindre udstilling af kunstnere fra Grønningen og inviterede til kunstdebat om Københavns udstillingssteder. Yderst til venstre er det Ismar Cirkinagic, der på Kulturnatten 2014 hos LETT udstillede sine fotografier fra en moderne militærruin. I øvrigt i samarbejde med Galleri Marie Kirkegaard.

Bertil Skov Jørgensen

Bertil Skov Jørgensen lærte jeg at kende, mens han gik på kunstakademiet.

Mens jeg arbejdede i London, boede Bertil en tid i min daværende lejlighed på Østerbro.  Vi var begge alene og tilbragte megen tid sammen, herunder var det Bertil der for alvor introducerede mig til samtidskunstmiljøet.

Flere år senere stod vi i baren på Wessels Kro. ”Jeg skal være far”, sagde jeg. ”Det skal jeg også”, svarede han, og der blev tavshed på ny. Deres Kari kom til seks dage efter vores Ulrik. Tre år efter gentog det sig næsten med Herbert og Elva, hvor aldersforskellen dog er seks uger.

Værket på fotoet er det vægmaleri, som Bertil i sin tid lavede i spisestuen i vores hjem i Vesterbrogade. Kuplen er Pantheon i Rom, som vi har et fælles forhold til efter, at vi nød godt af hans stipendiat på Det Danske Akademi i Borghese-parken. Den hvide boble kommer først til sin ret, når der sidder én for enden af spisebordet med værket bag sig. Jeg håber, de efterfølgende ejere, har vist respekt for det store arbejde.

Bertil har udsmykket de to største mødelokaler hos LETT. Og vi har hans afgangsværk fra kunstakademiet.

Claus Andersen

Claus Andersen fravalgte sin egen retning som billedkunstner for at blive gallerist. Det forstår jeg godt.

Ikke fordi Claus ikke var en relevant og glimrende kunstner, men fordi han har en sjælden evne til at spotte og organisere kunstnere. Hvilket han allerede demonstrerede, mens han selv var kunstner, navnlig ved udstillingsstedet Andersen’s Wohnung under tiden i Berlin.

Det var da også Olafur Eliasson, der opfordrede Claus til at starte galleri. Det gjorde han så med Andersen’s Contemporary, der er et af Danmarks mest betydende internationale gallerier. Ud over Olafur Eliasson har galleriet navne som Anselm Reyle (Tyskland), Thomas Saraceno (Argentina) og Thilo Heinzman (Tyskland). Der er også vigtige danske kunstnere som FOS og Kirstine Roepstorff.

Jeg lærte Claus at kende, fordi Jeanne og jeg selv ville åbne galleri. Claus Carstensen havde sået de første frø med henkastede bemærkninger ved en selskabelig sammenkomst. Vi nåede at se på lokaler, inden jeg tilfældigvis blev sat i kontakt med Claus, der arbejdede på at etablere sig som gallerist på et andet niveau. Vi skrinlagde projektet og involverede os i Claus’ ambitioner.

Det harmonerede også bedre med tilværelsen som advokat. Finest står vores tur til Berlin i fætterens kassevogn for at hente værker hos kunstnerne til åbningsudstillingen på Islands Brygge.

Jeanne og jeg var også med i London ved åbningen af Thomas Saracenos udstilling på Barbican Arts Centre, som Claus havde afgørende lod i. Det er altid inspirerende at se, hvordan tingene foregår andre steder. Jeg kan fortælle, at niveaet for en fernisering i Londons finanscentrum afskiller sig fra en flot dansk fernisering.